Raadvad er en idyllisk skovlandsby, smukt beliggende ved Mølleåen nær de ikoniske røde porte, der markerer indgangen til den nordlige del af Dyrehaven. Landsbyen har sine rødder i 1700-tallet, hvor den opstod omkring Raadvad Fabrik, og i dag er området totalt fredet. Den omgivende natur er særdeles rig og varieret, præget af gamle løvskove og et rigt dyre- og planteliv. Blandt de mange arter, der holder til her, kan man finde både isfuglen og vandstæren, som især trives tæt på fabrikken. Dette gør stedet til et populært udflugtsmål for naturentusiaster.

Raadvads historie strækker sig langt tilbage, fra landskabsdannelsen under istiden og de første menneskelige bosættelser, til udnyttelsen af Mølleåens energi gennem opstemninger og vandmøller. Den tidlige industris udvikling i området og dens påvirkning på miljøet er også en vigtig del af fortællingen, ligesom parforcejagtlandskabet i Dyrehaven, der vidner om kulturhistoriske værdier. I dag værnes der om både unikke håndværkstraditioner og den kreative og kunstneriske inspiration, som landskabet stadig vækker.

Mølleværkets begyndelse

Det var den københavnske klejnsmed Alckenbrecht, der som den første udnyttede Mølleåens vandkraft til at fremstille landbrugsredskaber og våben. Mølleværket blev dog ødelagt under Svenskekrigene i 1659, men allerede i 1664 blev det genopbygget, denne gang som en krudtmølle. I næsten et århundrede leverede Raadvad krudt til den danske hær, indtil opgaven i 1758 blev overtaget af det nye krudtværk i Frederiksværk.

Samme år modtog kongens kammertjener, N. J. Jessen, Raadvad som en gave fra kongen. Han flyttede til området med planer om at etablere et filehuggeri. Desværre gik Jessen konkurs i 1767, hvorefter Københavns Isenkræmmerlaug overtog fabrikken. 

Ved folketællingen 20 år senere boede der 22 husstande i Raadvad, hvor de fleste var tilknyttet fabrikkens drift. Produktionen foregik både på fabrikken, hvor mesterne skiftedes til at anvende det fælles hammerværk og sliberi drevet af Mølleåens vandkraft, og i håndværkernes egne hjem, hvor værkstedet typisk lå i stueetagen og boligen på første sal.

Fabrikkens betydning under 1. verdenskrig

I 1862 blev Raadvad Fabrik omdannet til et interessentselskab og senere, i 1895, til et aktieselskab. Under 1. Verdenskrig modtog fabrikken store ordrer fra Rusland, hvilket muliggjorde en markant udvidelse. I 1916-17 blev der opført nye boliger til de mange medarbejdere og deres familier. I 1940 købte staten hele bebyggelsen i Raadvad, men Raadvad Knivfabrik fortsatte som lejer under betingelse af, at produktionen skulle ophøre senest i 1980.

I 1956 blev Raadvad Knivfabrik overtaget af Ginge-koncernen, og i 1973 blev produktionen flyttet til Brønderslev. Derefter overtog Nationalmuseet lejemålet, og direktør P.V. Glob havde visioner om at omdanne hele Mølleådalen til et sammenhængende industrimuseum. Økonomiske begrænsninger gjorde dog, at disse planer ikke blev realiseret. 

Samtidig ønskede det statslige Skovvæsen at nedrive Raadvads bygninger og integrere området i Dyrehaven. Et regeringsnedsat udvalg konkluderede dog i 1980, at "Raadvad er enestående Danmarkshistorie, fordi det er det eneste sted i landet, hvor man kan følge et fabrikssamfunds udvikling gennem mere end 300 år." 

Raadvad Fabrik og arbejderboliger blev reddet og fredet i sidste øjeblik. Staten bevilgede midler til en omfattende restaurering, som blev begyndelsen på etableringen af Center til Bevarelse af Håndværk. Arbejdet blev hædret med en prestigefyldt pris fra den europæiske kultur- og fredningsorganisation EUROPA NOSTRA for "særlig værdifuld restaurering."

Starten på det vi kender nu

I dag er Raadvad Fabrik og boliger sikret som en vigtig del af vores kulturarv og en væsentlig brik i fortællingen om "Dansk Industris Vugge." Desværre medførte den russiske revolution i 1917, at fabrikken mistede betydelige tilgodehavender, hvilket førte til konkurs i 1921. Herefter blev fabrikken overtaget af A/S Scania-Vabis under navnet A/S Raadvad Knivfabrik, som begyndte at producere brødmaskiner, knive og barberblade.